United States or Bangladesh ? Vote for the TOP Country of the Week !
Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort.
Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre. Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens Drift og øvrige Forretninger.
»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt i Forvaring. Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt.
Er man nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution.
Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i Tanteregimentet af Galoscher. Tine saa hun om Morgenen. Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.
Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede Luft. Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig ved Vejret. Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen. Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem udfor Maageholmen hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det kunde ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.
Hvad kunde det nytte! Nu var det forbi med hans Vildfarelser, uigenkaldeligt, og han laa jo ogsaa lydig. Kinderne var falden ind mellem de stærke Kæber. Det var en Mands barske og triste Maske. Det var en død Mands stiltiende Bekendelse, en Mand der havde bidt fra sig til ingen Gavn i en Menneskealder og værget sig ubøjelig men forgæves mellem gabende Misforstaaelser.
Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man »tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for.
Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet, smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad. Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet ned.
Og det var ham, som om Sommeren drog forbi dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ... I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde hende.