United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen. Kapellanen gik da paa Prædikestolen.
Men hvorledes skulde jeg da lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge.
Saasom at en Aftensang , da samme Karen sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Derpaa lod Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang. Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt paa den forrige Maade og stillede sig med Mund, Øjne og Ansigt, det grummeste han kunde. anstillede sig, skabede sig.
Der var dog saa rart!« Carr smilede lidt bittert. »Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.« »Ja, det ser jeg unægtelig.« » Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en Taler ...«
Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.« Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse.
Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?« Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en Karakter!« En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas. »Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i Cranleigh.« »Naa, det tror jeg ikke!« »Ja hvorfor ikke?«
»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.« »Saa aa?« Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham. Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han. Sognepræsten traf han i Studereværelset.
Men her kunde jeg ikke raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad. Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.
Dagens Ord