Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for sig: »Opvarter Johannisberger Schloss! til tydske Minder, tydsk VinUngdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. Han hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine! Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske DageVi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.

Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fandensiger han saa. »Hvorfor detsiger jeg, »lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lavsiger han paa meget ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gangsiger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjendesvarer han saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager.

Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« »Jeg er blot trætsagde Minna. »Saa skal De netop drikke.« »Men jeg kan ikke lide Champagne.« »A ha! for fransk, let og spirituøs ikke for Dem.

De tale Tydsk; men forarges ikke, ellers saa velvillige Tilskuer, over disse Holstenere. Der er ingen ordentligere Folk ombord; i deres rolige Hjerner gjære ingen skumle Planer, hverken mod Staten hjemme eller den lille Stat, hvoraf de ere veltjenende Undersaatter, der maaskee meer end deres Medtjenende skjønne paa den gode Behandling, deres værdige og duelige Opførsel berettiger dem til.

Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden.

Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro. Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.

Hun snakkede med os begge Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift: »Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold.

Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde holde mig for en fjern Landsmand. Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg. Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae pludselig helt alvorlig ud.

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter. Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende.