United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod Kaptajnen.
En Forbindelse med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen begynde.
Hans Tøj var som flaaet af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa magtpaaliggende at bjerge, var borte. Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed. Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende.
"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden. Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die.
Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og foer sammen. "Vil De tale med mig?" "Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede Negoro studst. "De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede Letmatrosen alvorligt.
Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.
Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage den fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning begge drog vistnok paa deres sidste Suk og saa Baadsmanden, der hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der kun én Mening om i Redningsbaaden. Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe.
I saa Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.
Og den syvende og sidste Mand det var Baadsmanden Andersson, som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til Redningsbaaden han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet.
Dagens Ord