United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet sydede rundt omkring.
Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham.
Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle ud og søge anden Tilflugt en Tid forude oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.
De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg saadan skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.
Der var ikke andet at gøre end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden, men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene og kom de derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste.
Kort Tid efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords.
Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.
Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting. Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen.
Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen. Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden. Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg.
Desuden trængte de Skibbrudne haardelig til Lægehjælp. Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste levende Folk var frelste tolv Timer efter Grundstødningen. Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...