United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Det gaaer jo udmærket«, hviskede Andrea Margrethe til mig, »det er jo Vaudevillen »Nei«, De spiller for os den har jeg saa længe ønsket at see.« »Noch ist Polen nicht verloren«, hviskede jeg til hende, og begyndte derpaa atter: »De lever altsaa bestandig paa Landet?« »Ja.« »Og De holder meget af Landlivet?« »Ja.« »Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?« »Ja.«
Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi. »Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere: Ach du lieber Augustin, Alles ist væk, væk, væk!
»Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere: Alles ist væk, væk, væk Væk, væk, væk, væk, væk, væk, Alles ist væk!
Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere vi vendte os forskrækkede om der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven. »Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne!
Hvad det dog var for en Sang saa blød ... Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ... Weil sie gestorben ist Weil sie gestorben!
Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren."
»Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse, hvor Gassen allerede var slukket. Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.
Dagens Ord