United States or Gambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da lagde han sig tilbage og brast i Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede Hænderne og knyede mod sin Skæbne, Taarerne løb ham salt ind i Mundvigene. Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun Mand, der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskær og holdt tilfældigvis til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han øjeblikkelig bedre Mod.
Men de blev ved. Han spillede i Sengen som en der har været falden i Isen, han nikkede forkomment, og Tænderne klamrede sammen, Luften gik i hans arbejdende Bryst. Han vædede Læberne med Tungen, de var som brændte eller skamferede. Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rørte en sort Grød sammen i en Kovse, saa nu skal det snart lindre.
Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i Huset. Han var saaret over Mikkels læge Smag og begyndte med klangløs Stemme at underholde ham om lærde Folks Nøjsomhed og Tarvelighed. Imidlertid fandt han alligevel en Stob og et Tinbæger frem og skænkede det halvfuldt.
Ikke en eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven raabt, heldigvis. Han aandede op igen. Luerne tog forfærdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde mærke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave sig paa at sige noget.
Der laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Døden, som havde Gud den almægtige, den Gang han i sin Tid indblæste hende Livsens Aande, pustet lige almægtigt nok til, saa at der var bleven en Bule paa hende . . . Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brænde pludselig ned. Men Axel saa paa ham i dybeste Rædsel.
Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og bedøvet. Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen ædru, han knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men Mikkel hørte ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen efter og hente Besked. Ilden Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden.
Mikkel sad og var helt forvirret. Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand for Tunge, min fine Mikkel. Kom! De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk. Der var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en tung, sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.
Og saa var der læg nu Mærke til det en Dovenskab over hende . . . den Slags har mættet sig med forbudt Elskov i saadan noget som et halvt Aar, det skal aldrig slaa fejl. Se, to Dage efter blev Zacharias hentet for at foretage et Ligsyn. Det var jo hende. Hun var frugtsommelig. Ho ho ho. Hun havde sat otte Lod Rottekrudt tillivs, den Portion, hun under falske Foregivender havde faaet af ham.
Zacharias skulde nemlig brændes levende, det vil sige ikke kvæles af Røg, den rene Ild skulde tære paa ham. Folk ventede sig noget ualmindeligt af denne Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa maatte sige Øvelsen; han havde været paa Baal før og badet Fødderne i den tørre Ild. Det var i Magdeburg og for samme Misgærnings Skyld som nu; man havde faaet det oplyst under Retsforfølgningen.
Men den Gang var Zacharias bleven benaadet i yderste Øjeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv en Gang. Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem Folkemassen med Hellebarderne.
Dagens Ord