Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juni 2025
Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud: -Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat.
-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes: -Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret. -Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence. -Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bære.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme. Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler. -Skriver han? spurgte hun. Tjeneren nikkede. -Ja saa.
Faderen kom ind: -Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol: -Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger. Faderen lo og sagde: -Excellencens Sententser er forbryderiske.
Saa sagde han: -Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt. Sønnesønnen sad lidt: -Du har jo os, sagde han. -Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes. Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved: -Har har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden.
-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han. -Han og Fru Urne tog sig atter sammen : han bliver saa let febril, véd Du ... -Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til. -Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør. -Farvel, min Pige. -Farvel, Onkel Hvide og Tak, fordi Du kom. Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse.
-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen. -Du gør altsaa Forretninger endnu? Konferensraaden løftede sit Øje mod ham. -De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.
De var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre.
-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens Haand med et Greb, saa det sved. Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap. -Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til. -Kør, sagde han og steg ind. Og Vognen kørte bort.
Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han: -Men gamle Folk skal ikke ha'e stærke Hjerner, for saa véd de for meget ... De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah og Excellencen lo paa dette Ord han dør.
Dagens Ord
Andre Ser