United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig: -Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar. Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.
Hun blev forestillet for Professoren og vedblev: -Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum. Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe. Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen.
Hendes Naade blev ved at tale og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade. Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte. -Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade. Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre. Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord.
-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med Bonaparte. -Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til Ministeren.
Ich hab' ein Bandelthier im Leib." Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser kjendtes ikke i Weimar. "Und trink ich Wein, und trink ich Bier Den Genuss hat stets das Bandelthier!" De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skjød. Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke meget, men hørte kun og saa paa sin store Søn.
-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar. -Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen.
-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre. Fortuna fortis , skreg Pappegøjen. Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger til Hendes Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus. -En udmærket Slægt, sagde Ministeren.
Ja, ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et Manuskript til Faust til #Faust#, kjære, unge Mand, det vil sige, til en Del af de første Scener og afvigende, det er det uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de første Udkast. .... Det er en gammel Særling pensioneret Oberst der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe ja, hvor nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det samme.
Men han virker med samt sit Weimar nu paa mig, som var han af Sten. Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en skændende Strid: -Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed. -Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man kan ha'e nok i Livet. Før Te gik Tanterne igen.
Dagens Ord