United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil kolde og forbindtlige Smil ...
Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd, ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!" (en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp, som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op; mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes Raab: Sentinelles, prenez garde
Jesus sagde: "Lader Folkene sætte sig ned;" og der var meget Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet. Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de vilde. Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple: "Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå til Spilde."
Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det. Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.
Jævnlig samler disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand.
Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre.
"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen ... Birgermand, Du skal vist udenfor ..." Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud. Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især.
Men Konge kunde han nok være: han stod øverst oppe paa Tønderne og uddelte Ordener smaa Cigarbaand, han tiggede af sin Fader og han lavede sig Skærf af gammelt Tarlatan, han fik af Stella. Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han sig krone med den Papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid.
Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved Døren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder de andre Genstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge for hun satte sig haardt og maatte have noget under sig. Hun slugte Kaffen og var ude igen. Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem som Belønning i Syskolen.
Dagens Ord