United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Harris," svarede Fru Weldon. "Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os af sted med det samme." "Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.
Da han endelig skulde til at begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han kunde bære. „Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som en eneste Mundbid.
Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede til at ledsage Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen, desligeste af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart var sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag.
Da vi naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham fuldstændig vækket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg tænkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham.
Da det heraf maatte følge, at Dyret maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes.
Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.
Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende Rekognosering. Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom sine Venner til Hjælp.
Den korte Adskillelse kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en Havneby.
"Men i Mulm og Mørke kan jeg dog ikke føre Dem." "Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par Timers Vej tilbage." Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød: "Se her, Hr. Dick, se her!" "Hvad er det dog, Tom?"
Jeg besluttede at søge Erstatning i Böotien og Delphi og at begive mig derhen, saasnart jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. 12. April var jeg atter paa Hesteryggen.
Dagens Ord