United States or Somalia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand. Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun: -Jo, Carl, De maa blive lykkelig.
Ellen reiste sig og lod raslende sine Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. Hent saa Bogen ... Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned paa sin Arm.
Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme tilsøs bare en enkelt Tur for at #prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads.
Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk: Stands, eller I er Dødsens! Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser.
Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan taale en Snaps Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det ... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa nei Carl, drik det ikke. Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas.
Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var halvmørkt. Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han. Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja vi sad her og talte sammen ... ... Det er vist blevet sent. Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned.
De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet.
Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg, E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende Forsamling.
Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort fra Lyset. Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, stansede Carl: -Hør, det er Rubinsteins "Asra". Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. "Asra"? sagde hun.
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet.
Dagens Ord