Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. august 2024
Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen. Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den. -Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen
Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste Søn, Henry Braëm, f. 2.
Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa han trykkede hendes Arm hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet! Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det.
-Nei jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er saa smukt, og De er her og alting ... Jeg tænker altid bare paa: Naar det saa er forbi ... Og saa er jeg bedrøvet i det samme. -Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor stærkt. -Kan man føle for stærkt? -Ja, Carl for stærkt til at blive lykkelig. -Maaske.
-Ja i Pensionen var der nok heller ikke ret mange. -Nei Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i Munden. Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords. Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem Gæsterne var og sligt.
Den ene af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand, bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der.
Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand af Is paa hans og sagde igen: -Endnu en Gang. Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til. Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes Ansigt ned imod sig. Selv brændte han. Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket.
Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste Tid. Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet ikke se ham.
Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar saa blødt, et lokket Barnehaar at føle og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ. Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske blidt, saa blidt. -Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der skælvede, greb hendes.
Hun blev forvirret og ganske bleg. Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet. De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under Armen traadte Ellen ud paa Taget.
Dagens Ord
Andre Ser