Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Nærmest sluttede jeg mig til Aldo Güntelberg , Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi vi gik hver i sin Skole og boede hver i sin Ende af Byen indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et engere Baand imellem os.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet
Jeg havde det meget rart. -Ja saa. -Vilsac var her. Hurtigt: Hr. Vilsac naar kom han? -Aa vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han reiser. -Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét. -Hvem, kære Carl. -Vilsac naturligvis. Hvem ellers? -Et Par Timer, tror jeg ... -Naa ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.
Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin sildige Rigdom under den første Formiddags Sol.
-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen, De kommer til at træde i mit Slæb. Saa holdt han forfærdelig fast. De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin. -Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!
Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm. En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i Ilden.
Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den stakkels Kind. Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind til hende. -Tager Du paa Koncert, spurgte han. -Ja og Du? -Følger med, min Ven Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; spurgte han.
Carl greb dem og bevæget sagde han: -Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad? Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun: -Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin. Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede.
Forfatteren bringer sin bedste Tak til Det Kongelige Danske Haveselskab, Messrs. Kelway & Son, Langport, d'Herrer Carl V. Lange og N.W. Larsen for al velvillig Bistand, navnlig med Udlaan af Billeder. Docent ved Landbohøjskolen G. Becker har velvilligst gennemgaaet den botaniske Nomenklatur; for denne værdifulde Hjælp yder Forfatteren ham sin bedste Tak.
-Hvor du ler Carl, sagde Greven. -Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen. -Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ... -Aa a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.
Dagens Ord
Andre Ser