Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det. -De snurrer De snurrer saa latterligt. -Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre. Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har været borte fem Aar ...
Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig. Carl stod op: Hvad skal jeg. -Sæt Dem her. Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. -Jeg er aldeles ikke vred. Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei Carl De skal ikke være bange. -Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet.
Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik. Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han. Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun slap ham: -Nei, Carl, De har intet Mod. Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.
Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte, hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord, ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første Grøde.
I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været paa Reisen og ude paa Thorsholm.
Lugt, sagde Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt. -Carl hun skreg det lad være. Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja sagde hun. Jeg har aldrig kunnet taale den Lugt. Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs, min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til. Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede Skoleryttersken. Ellen saa paa ham: Hvad si'er De? -Ja lige paa Munden. -Men Gud, Carl hvor kunde De dog ... Hvor foregik det? -Hun stod paa Trappen lige ved Stalden saa tog jeg hende om Livet og kyssede hende ... Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende.
Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i Øinene. Saa med ét spurgte Carl: -Hvorfor skrev De dog saa sjældent? -Skrev? Aa til Bryssel. -Kun tre Gange ... -De Par Ord ... -Ja for De vidste ikke hvor jeg længtes ... De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.
Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig. Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren.
Men jeg skal være for Carl alt, hvad jeg kan. Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at Du vil. Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i Brüssel-Pensionen men det havde været hans Moders Ønske ...
Dagens Ord
Andre Ser