United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola, idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser kunde have overtruffet ham. "Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."
Herluf var "Kineser" med strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i Lystigheden.
Vi foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og kunde ikke findes igen.
Paa Dørtærskelen hilste min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde været en Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tøvede ikke længe, men pakkede mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt London og var taget til en lille Købstad midt inde i Landet.
"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den første, at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De træder frem for Ypperstepræsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han sikkert opdage Dem, og saa bliver vi ødelagte fuldstændigt. Hvis De løber bort, er det bedst, at jeg ogsaa løber; for hvad kan det nytte, at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gøre.
Han undrer sig ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det.
Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning.
Endelig blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran os. "Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste. "Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola. Manden bukkede dybt. "Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus indeholder, til Deres Raadighed."
Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans fire Følgesvende blev staaende ved Døren. "Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?"
Han beskrev, hvordan han i Landsbyen Tsan-Chu var blevet forraadt af to Mænd, som, da de havde sikret sig hans Person, havde ført ham ud paa Havet og holdt ham fangen om Bord paa et Skib. Disse Folk var Englændere, men han var senere blevet overgivet til en Kineser, som havde ført ham til Alongbugten.