"Vil du høre efter, naar jeg taler Bur r r r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet. Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede. "Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?" "At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie. "Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine og vendte tilbage til sine Breve.

Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven, og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind. "Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt. "Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord.

De sover for Enden af Korridoren, og det var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for det?" Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder. "Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"

Ogsaa de Mennesker, der søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser. Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de ventede.

Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin. Da a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt: En op, en anden ned! Der ager di , og der sidder hun ! Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen.

Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af: Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs? Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget: Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...

"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt, "men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke, naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa blev disse anderledes." Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge.

Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans fire Følgesvende blev staaende ved Døren. "Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?"

Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs», indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Hendes Hænder faldt ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med vidtopspilede Øjne. Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare paa, at han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han holdt saa voldsomt meget af hende. Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den frem mod hende.