Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld

En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og saa blev alt pludselig Dødsens stille.

Hovedet hang halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em, og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa og brase ude i Køkkenet.

"Det er Champagnen, tror jeg." "Den var dejlig." "Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede. Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede. "Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille." "Ja."

Da han rakte os vore Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have set mig i det Øjeblik. "Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod Kortet.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem. Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen. -Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai. Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt.

"Vil du høre efter, naar jeg taler Bur r r r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet. Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede. "Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?" "At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie. "Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine og vendte tilbage til sine Breve.

Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned fra sit Som Dannebrogsflagene over den afdode Konge losnede sig ved Stodet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne ; men de begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel mens Provsten, der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stottede sig til Bordet med en stor Gestus: -Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.

Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene, der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind i Kæden.