United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle var nede at beundre den. Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det. Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod Bygden.
Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet.
Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende saa kan vi da ogsaa! Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol. Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.
Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne. Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.
Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den. Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.
Men hvor blev den anden af? Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden. Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: „Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“ Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene. Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Holst huskede, hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende i Land.
Og Larmen voxede og voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler. Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet, og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø. Taagen lettede mer og mer.
Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den sorte Stenvæg. Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte.
Dagens Ord