United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg sagde en Gang til dig i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe min Forstand, kunde jeg gjøre det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage mig af Dage ved denne himmelske Gift. Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da havde jeg sikkert skaanet mig mere. 2den Mai. Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om Døden. Troer du paa et Gjensyn?
Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dèr ind; han stod og saá ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at dræbe Fluer paa Ruderne, hvis han havde været en Dreng! Hans Øjne var som Staal. "Hvor har De været i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig Haanden og sagt Godmorgen.
Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander. 5Og det blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den stikker et Menneske.
Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den Forestilling, at der maatte hændes mig noget Overordentligt dèr. Dog ikke det, som skete dette var i Virkeligheden endnu mere forunderligt, nei, jeg troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr vilde blive mig for stærk, enten dræbe mig eller gjøre mig afsindig selv dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand, hvori jeg var.
"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?" "Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du stjaalet?" "Faar, Faar. Og Bonden saa det. Og har sagt det i Bygden. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen." Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i hans Skød.
Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.
Men Thjodolfs Had til den hvide Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab.
Ja, saa maa jeg dræbe mig selv bagefter , thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og en af Familien skal jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive mig, som er den ulykkeligste.
Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud.
Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med. Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte: „En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“
Dagens Ord