Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Stenbede, lave Rabatter og i naturlig Plantning med tør Karakter. Uhyre rigtblomstrende. Formeres ved Deling og Frø, skal have Sol og tør, let Jord. D. Caryophyllus, Komtesse Knuth , en varm, gul Havenellike af dansk Oprindelse, m 0,4. Juli-september. Til Afskæring og da den lader sig flytte, til Tilplantning af Bede. Kræver opbinding, og er paa fugtige Steder forfulgt af Sneglene.
Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl: -Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen. -Men nu kommer Knuth, svarede Kate. -Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl. Det blev en Aftale; og Karl gik. Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde: -Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
-Naa allez-y , sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham : -Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven. Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne: -Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu. Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa.
Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme: -Frøken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo, muntert, uden Tanker til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa Stolene.
Knuth rejste sig: Tak for idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, naar han pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse. Ogsaa Karl stod op.
Han lagde et tøvende Eftertryk paa "ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone: -Men De er s'gu en Drømmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person. Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber. -Ja, hvad er der andet? sagde han.
Saa sagde han: -De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære. Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt: -Men vi kom ikke til Marselisborg. Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde: -Jo, vi kom der jo ofte fra Garnisonen.
Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene. -Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber. Ida var hjemme.
Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som Knuth drejede rundt om sit Haandled. -Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der, paa den anden Side af Kate. Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate Mourier holdt sin Hest an. -Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre standsede som hun.
Dagens Ord
Andre Ser