United States or Guadeloupe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han havde aldrig før set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt. I Løbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der ønskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de forskellige Blade spaset lystigt med Sagen. I den nærmest følgende Tid var Bøg ude det meste af Dagen.
Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og studerede Guldsnirklerne paa dens Ryg, sagde hun simpelt: "Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" Han rørte sig ikke, han saá kun stift paa hende, saa rødmede han. Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom.
Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig. Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset. De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem. Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.
-Havde den Blade endnu, Hylden og Roserne og Kirsebærtræet.... -I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor. -Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie. -Det hvide Flor.... Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov at jeg faar Lov.... -Maaske naar Solen skinner.
En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat næsten lydløst ud under en af Buskene.
Og uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede Laag ... Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er smukt, sagde hun. Læs mer. Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten. -Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.
Paa den Maade er det, at de elleve hundrede Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, saa den ikke er til at kjende igjen.
Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade: det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det. -Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blødt i Tonen: -Hvorfor holder De mest af det? -Jo ... for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.
"Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem," sluttede han. "Aah jo, jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."
Brændenælderne langs Vejene staar med irgrønne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt stukket med smaa bitte Perler. Græsset og alle Blomsterne dufter, Skovbunden damper, og Taagen hænger tæt over Granerne. Det er Søndag. Over de vædeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred fortættet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds.
Dagens Ord