Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Og han havde smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner. Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om. Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham, og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt. Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage. Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.
Først gled Øjnene bort fra det igen, og han rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker, der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....
Kedeligt, at jeg ikke har faaet mit Strikketøj med! Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen. Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham. Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende med Clara imellem os! Det ser saa hyggeligt ud. Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.
Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken: Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han. Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle Seemann højlydt. Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta. Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen var blevet saa underlig mat.
Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end Frøken Jagemann. Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.
Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen talte sagte: -Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær og alt det andet kun er det nøgne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste. Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv. Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien.
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer. Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.
Og den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad. Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin Stok og stirrede stift frem for sig.
Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin. Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken.
Rottbøl! kaldte Fru Uldahl nu skal vi ha' Chocoladen! Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken: De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede »Syfinger« Nu sover de ...! Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad. Hvad er der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.
Dagens Ord
Andre Ser