United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene. Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen. "Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig ordentligt." Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om, arrigt knurrende.
I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en skønne Nat var den ogsaa borte. Og alt var, som det havde været i Hundreder af Aar. Hunden har været længe borte. Jeg har fløjtet og raabt. Nu kommer han sluskende med Halen mellem Benene. Hvad Satan ... Han ser saa ynkelig ud og piber. Hvad Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden. Et Sted munder Stien ud i en lille Eng.
Rottbøl! kaldte Fru Uldahl nu skal vi ha' Chocoladen! Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken: De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede »Syfinger« Nu sover de ...! Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad. Hvad er der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.
Og det blev han ved at sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer. »Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen. Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med sin pæne lille Kæfert.
Aldrig havde han som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand, denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne aldrig havde Stuerne forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen, hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede spillede hans Nerver sønder ...
»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din Skyldighed«, sagde Præsten. »Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«, sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.
»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, jeg har endnu slet ikke hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil. Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der var endnu Dagslys nok til at se Noderne.
Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover«, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier: »Har Du ei lyttet til mangefold Smerte »Selv hos den fjedrede Flok? »Sig et Godnat til mit bævende Hjerte! »Sig det, Du veed det jo nok!«
Maaske, naar vi det mindst formode, Til Død og Grav vi segne ned. O, lær mig alt at bruge saa, Som det, der snart skal Ende faa. Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor fattig. Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.
Dagens Ord