United States or Kenya ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som horte Klokkerne og vilde ud af Sengen. Tine lob ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Haenderne, mens han raabte: -Bed, bed, lad os staa op at bede. -Ja ja, hun holdt ham i Sengen. -Lad de Ugudelige bede.... -Ja, ja! Tine tvang ham ned.
Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen, gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren, Skovrideren ... Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.
Tine kom der mest kun et Lob om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flode man skulde altid tro, der var mere Forslag i Bollings fire Koer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bolling lagde, saa lang Ferien var, sit Hoved i Blod med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle de Mennesker at spise." -Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kobstadbarn, sagde hun.
Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene. -Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det og alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en Klump paa deres blaa Sokker.
Bolling var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Haekker og snublede over Stene. -Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron. Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben. Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. Doren slog i for de hylende Hunde.
Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa iforvejen ind ad den aabne Gangdor. Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet saa beklemt og bedrovet som nu, mens hun stirrede ud i den ode Gaard.
Saa lob Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal.
Ude i Gangen, der var fuld af Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende paa en Kasse; de plejede at fange Tine der til en lille Passiar, naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi. -Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en Arm hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor hun stod.
De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af Brombaer: -Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv lob hun op imod Markhojen. -Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft Bakke og Dal saa gron og blod.
Kvinder og Born sad paa de usikre Laes som dinglende Bylter i Regnen, sovndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slaebte. Born, hvem Regnen blindede, lob mod Vogne og Traeer, og skreg, mens de tumlede videre. Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne horte man ikke under Kanonernes Brol.
Dagens Ord