United States or Burkina Faso ? Vote for the TOP Country of the Week !
De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr. Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den store Himmel.
-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en Forstoppelse. Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet. -Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de er ude. Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa Ovnen var glødende.
Hvorfor? Hvordan? Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds. Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik! Alt, alt havde det jo været bygget paa dette.
Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder. De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger. Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven. Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik.
Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret. Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg. -Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de løftede Arme.
Saa faldt hans Hoved med et Suk bagover, og han var død. Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig.
Jeg tændte mig en Cigar og tog Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske. Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende Øine, blændet af alt det hvide Lys. Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til? Aa, jeg forærer dem til lille Amalie.
Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes Barndomshjem i Hobro denne lille By, som sent og tidligt levede i hendes Drømme! Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen, mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer.
Dagens Ord