United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, det saá ud til det, for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans Fremtid. "Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!" "Nej!" sagde Robert.
"Nikola er først gaaet for ti Minutter siden," sagde han med et skuffet Udtryk i sit smukke Ansigt. "Han er uheldigvis taget hjem, men har efterladt dette Brev til mig. Hvis jeg finder Dem, skriver han, at jeg skal sende Dem lige straks ud til hans Villa.
Bruce, at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have glædet mig meget for min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time siden." "Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg forgæves har søgt, siden jeg kom til Shanghai."
Der var ganske vist adskillige Klipper, og inde ved Bredden var de nær nok til, at en behændig Mand kunde springe fra den ene til den anden, men uheldigvis var der en gabende Afgrund paa otte Fod mellem den, paa hvilken jeg laa, og den næste; det syntes umuligt at naa den. Jeg turde ikke vove Springet, men hvad skulde der blive af mig, hvis jeg ikke sprang?
Andrea Margrethe bragte Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde Spillet. Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter den anden. »De troer nok, at vi spille »Først af Brættet««, sagde Præsten »Mat!«
For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og at vi tilbragte Hvedebrødsdagene i Japan. Man skulde tro, at min Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit Ægteskab. Men det var uheldigvis ikke Tilfældet.
Men nu har jeg uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket egnet til.
Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke. "Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa. "Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"
Dagens Ord