United States or Paraguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den. Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret.
"Nej men den ... han har kun én Scene ..." Professoren satte Brillerne fastere. "En Scene." sagde han. "Men den er vigtig," stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden. "Den kan man i det mindste ikke debutere i," sagde Professoren noget tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. "Men der er vel andre Roller?"
Saa snart Lyden af hans Fodtrin døde hen, sprang Nikola op. "For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker."
William nikkede, og der blev en Pause. William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand. "Naa, saa De har læst Sannæs hvilke andre Roller har De tænkt Dem at spille?" "Jeg véd ikke, om Professoren kender Lucien." "Lucien" Professoren gned sin Pande og tænkte sig om "Lucien ja, min Ven, jeg er en gammel Mand" et let Spor af Rørelse "nej, nej, jeg husker den ikke."
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke.
"Det er et fransk Stykke, Hr. Professor." "Lucien af Scribe Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge Ven," Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder "det var den Gang." "Stykket er af Dumas, Hr. Professor." "Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, "kender det ikke, min Ven, og jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?"
Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig og deklamere. Hvor der var mørkt!
Nu vil vi glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet! Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften vil vi være glade og tilbede Ilden!
Du gode Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein?
Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke engang til stumme Roller kunde han benyttes.