United States or Peru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var, som om hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en gammel Begejstring ... Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder ... Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst ...? Stella fortalte om Theatrene i Paris.
Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig forberedt som den var.
Der var i Øjets Udtryk en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt Energi, som betog William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til Døden og tørstet ... Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed Scenen var forbi.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke.
Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en fremmed. Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side. Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne. Og han mærkede, at han blev forstaaet.
Hvor hun var ung og spæd. Sigrids Hænder maatte Gud beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som de var. Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.
Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget. -Pus, Pus, Pus. Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte: -Pus, Pus. Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi. Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.
"Har De noget imod at følges med mig?" "Nej hvad skulde jeg have imod det?" De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.