United States or Tanzania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst, ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og ind til Charlotte: Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ... Charlotte rejste sig hastig over Ende: Hvad er Klokken? Otte ... Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put Dig lidt ned til mig?
Blikstille laa det blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af de snedækte Apenniner.
Det var meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande.
En ejendommelig kraftesløs, mild Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen. Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene, Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ... Han gik hjemad over Prinsens Bro.
Jeg falder i Søvn under en af hans Historier. Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag! „Manasse Manasse!“ Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse. „Manasse, det er Morgen!“
Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"
En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte.
Og tidlig om Morgenen var Timannefaren gaaet over Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med Præsten. Stor Baad, der roes af 10 Mænd. Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.
Og Søvand og Regn piskede ind over Land. Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl. Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var atter Sommer.
Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink. Naa, ja saa maatte vi se Tiden an!