United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig til en af Munkene og bød ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad det var for en usømmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted.
Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem, medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der blev tilberedt et Maaltid til os.
Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste Gang.
"Hvis jeg ikke kan træde frem for dem og trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade Klostret uden at gøre Dem mistænkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke indser, hvad der er at gøre. Jeg antager, at der ikke kan være Tale om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?"
Jeg var ikke den eneste vanføre, der var en halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke rimeligt, at den Omstændighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrække sig nogen utilbørlig Opmærksomhed; der var Tiggere og alle Slags Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved Daggry.
Alt, hvad der maa besørges indenfor Klostret, skal jeg gøre, men De maa gøre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og se, hvordan jeg kan faa Dem ud." Vi forlod Værelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og traadte ud i en stor Hal.
I Følge Nikolas Ordre skiftede vi atter Klæder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham den Bissekræmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og ligeledes den Belønning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt som muligt. Det varede næsten en Time, før Nikola kom, og da han saa gjorde det, kunde han neppe skjule sin Triumf.
Saa lyttede de; der kom øjensynlig et Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa Murtinderne. Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den ældste var den første, der talte. "Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer.
I næsten tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig.
Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret.
Dagens Ord