Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juni 2025
Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet. "Jeg følger efter, Oberst!" sagde han. "Vil De gaa først?" spurgte jeg. "Jeg ser hellere, at De viser mig Vej." "Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv kært."
Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se. Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?
Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og de græd.
Udenfor Haven løb han lige i Armene paa Vægteren og fik et Par gnavne, lysvaagne Ord i Ørene. Han skyndte sig bort. Det var en taaget Morgen. Hør, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde, nu begyndte de allesammen at gøre sig i Stand.
Mendel Speyer nølede og var hele Tiden fattet paa et Tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt Skoene paa Susannas arme Fødder. Han gav hende Haanden og hjalp hende op. Saa maatte han af Vejen. Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene var valgt lovlig smaa. Toget satte sig i Bevægelse.
Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere. Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten.
Man kan dyrke Planterne paa Stenbede, det vil sige særlig veldrænede, noget oprundede Bede, belagt med jævnstore Sten, der trykkes halvt ned i Bedet i liggende Stilling; man maa ikke, som det ses ved Stenhøje, sætte Stenene paa Enden. Mellemrummene udfyldes med Planterne, hvis bløde, blomstrende Tæpper og Tuer fremhæves af de haarde, kolde Sten.
Der blev næsten stille i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved.
Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe." Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
Dagens Ord
Andre Ser