Med Blikket mod det lille Lysthus gled hun ned i Dyndet. ... Nu var Dammen rolig. Dagen kom. Madam Bolling var vaagnet; Bolling havde sovet saa roligt og laa saa godt endnu. Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bolling hvilte selv et Kvarterstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vaekke Tine. Men der blev ikke svaret Madam Bolling stod op. Tine kunde nok traenge til Sovnen.

Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen, rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet Landevej med opkørte Hjulspor. Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn.

Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se. Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?

Fede Snegle maver sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim. Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde være en Due nede for at drikke. Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter Billedet i Vandspejlet.

Da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende." Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg ikke." De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede hans Øjne. Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: "Han lagde Dynd mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg."

Jeg gøre hans Gerninger, som sendte mig, længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys." Da han havde sagt dette, spyttede han Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og smurte Dyndet hans Øjne. Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage.

Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke. Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: -At De er kommen hjem. Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad, staerk og sund og ren saadan som han saa hende altid og altid nu derude i Kulden og Natten og Dyndet derude i Skansen.