Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
Da hun kom ned paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen hos Thora hele Tiden. Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede paa.
„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først standsede Emanuel og raabte efter hende: „Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“ Og siden har han ikke søgt hende .....
Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den, havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham.
Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. Jeg skal melde Dem. Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne mod sit Bryst: -Nei, nei, jeg kan ikke længer hjælp mig ... Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede hende, faldt hun ned i en Stol.
Herman Bang. Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten. -Saa reder I nok i det blaa Kammer iaften ... endnu iaften. -Ja ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. -Og hils og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes Ord.
-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun. -Naa, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden vilde op. Karl drev tilbage. Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng. Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet: -Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med Hovedet paa sin Pude. Ida var hjemme og kom gennem Porten.
Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred. Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe. -Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
Men Bedstemor talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde og saa turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.
Og Byldten det var ikke andet end Tørklæder og et stort Sjal og et lille Sjal kom ikke længer end til Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en tung Dyne falder, og Byldten græd og græd og græd. Ud fra alle de Klæder kom Graaden stille og ustanseligt. Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Søn død ved et Vaadeskud.
Det var som hun snappede efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De det da? Aa Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte, mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede med sin egen Elendighed.
Dagens Ord
Andre Ser