United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Synet af Axels Ryg i Døren slog ham med Harme, han tilsvor ham Hævn. Han hadede igen. Næste Morgen var Mikkel Thøgersen i Bedring. Og han kom sig. I Urskoven I to Aar saas Mikkel Thøgersen og Axel ikke. Da Mikkel var bleven rask, fulgte han Kongen ned til Danmark. Men forinden var Axel forsvundet fra Stokholm.
Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn?
Træet længtes efter Ilden, og det strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte rundt i Stuen og satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa Læberne. Træet svedte lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og krydrede i Stuen. Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med.
Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var Axel. Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op. Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind. Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet. Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved Hovedpinen og Minderne. Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende Festlighed over ham.
Inger havde grædt, grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken. Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder. Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.
Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv og endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset. . . . Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter flyver han, men alene.
Det tændte i Østen, mens de gik over Heden. Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden. Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste, forvaaget og med Kulde i sin Røst.
Da han havde set lidt paa den unge dræbte Fyr, der laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte Mikkel snakke halvhøjt med sig selv. Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov Axel.
Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed.
Dagens Ord