United States or Cuba ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum. Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe, og med ét lo han: -Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet Constance gift. -Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre....
Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til". Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til saadan. Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig, i Aalborg, og var ikke hjemme mer.
Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum. Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde: -Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt.
Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op: -Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren: -Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand. -Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem.
Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste. Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde: -Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud. Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet Vognen kørte. Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det ...
-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol. Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn. Hun stod endnu i Døren Fru Reck var paa Vognen og sagde Farvel: -Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært ...
-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone. -Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd. Fru Reck tænkte ved sig selv: -Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde: -Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold. -Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie. Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder. De kom ind i Stuerne: -Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig: -Hvis Fruen nu vil nyde noget. Og de gik ind i Spisestuen. Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise som barrikaderet bag al sin egen Mad.