Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover." Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var.
Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.
Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og forbandede sig paa, at han sandelig var besat.
Bodil . Kan I spørge derom? Abigael . Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at græde over? Bodil Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, hvor han hverken har Brød eller Huusly? Abigael . Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted. Bodil . Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som var skyldig. Abigael . Bodil!
Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd. Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde. Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.
Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte Enge: -Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse Liv. * Moder, du som bøjede dit Hoved, da Sorgen kom, og lukkede dit Øje da Skumringen brød ind for dig og for os alle Moder, du, der slynges endnu Roser, Blomster, Roser om de hvide Søjler Roser, Blomster, Moder for de andre.
Hun søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun maatte græde, at det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.
Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet; Generalinden gav sig paa én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu....
Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min Dagbog, og det er altsammen meget rart men jeg føler mig saa ulykkelig. Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon. Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger ikke over Fru Carruthers Død maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke jeg aa det jeg vilde ønske, er at at nej, jeg vil ikke engang skrive det.
Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige saa rigelig som hendes.
Dagens Ord
Andre Ser