United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg kom i et nærmere Venskabsforhold til. H. P. Tregder var 4-5 Aar ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø.
Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø, hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han sagt Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang.... Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank ... saá sig selv ... Nej, Helt kunde han ikke være ... hvor den Ryg var krum, altfor krum ... Og han slap Spejlet næsten med et Skrig ...
Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst. "Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig Musik det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over i Kirken ..."
Men Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste Vennerne Gerson og William tilbage til Sorø. Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte Pletter, og var Kl. 12. da man samledes i Lærerværelset, meget spændt paa, hvad Rektor kunde have at meddele.
Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed.
William syntes, at alt det forbigangne var saa længe siden, og dog havde han kun været en Maaned i Sorø. Men denne Maaned havde været som en Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres Fredsommelige Ensformighed faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en Fred, som næsten lignede en Dvale. Skolen gav ham ikke meget at bestille.
Han var atter stille, meget melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der blev intet af Rejsen til Sorø. Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.
"Vi mente saa," fortsatte Lund, "at De vilde kunne faa det rart i Sorø, der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads." ... "Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der snakker i Søvne. Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: "I Sorø, ja det er mit højeste Ønske." Han tænkte lige straks paa Kirken. Lidt efter gik Lund.
Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde, var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftentid red gennem Sorø Skove, opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud.
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ... William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet. Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære ... Nej nej!
Dagens Ord