Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen, som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords. William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom.
-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de kvidrer. Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa ingenting. -Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen.... Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min Charles".... Oh min Charles send mig dog et Brev -Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er den
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte: -Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene. Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen. Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ.
De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren. Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne. De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.
At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man føler det, som saa man ud i Uendeligheden ingen Grænser, intet Rum Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld Higen. Ding dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne. Tyst, det gror det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden over.
Ingen Mand har nogensinde før kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at det er frygteligt, medmindre jeg føler, at jeg bliver vanvittig, hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft. Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i den, og det vil jeg ogsaa!
Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det troede jeg den Aften til 'Carmen'." "Ja, det véd jeg," svarede jeg. "Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og sad tæt ved mig. "Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.
Der er en Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene. Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst. Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover Markerne.
Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte.
Dagens Ord
Andre Ser