Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin. Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken.
Og en Dag græd hun, da hun gik hjem. Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen. Det var Høhøsten, sagde han. Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.
Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile. Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig træt. Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved at høre Byens Stenbro under dens Hove.
-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer Krigsmagten. Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv. De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op. Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge.
Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden .... Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse.
Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog. Forpustet naaede de Dalen.
Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke. -Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne. -Ja. Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet. ... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet. Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn. Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene hist og her et ensomt, blaaindhyllet Træ og Floden. En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.
Hans Mønstring er færdig, og han stikker Haanden frem imod mig. Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens Greb sidder fast. Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi. Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.
Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.
Dagens Ord
Andre Ser