United States or Israel ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker. Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik. Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen. Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.
Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun, jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det. Hun sagde Ja, men ikke videre venligt. I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire Børn.
Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde med Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af Skjorten og slog ud med de kønne Hænder over Bordet: -Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
"Følg mig, min høje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i Enrum sammen." Et Øjeblik efter forsvandt de i det Værelse, hvor Ypperstepræsten havde undersøgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes. Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til vort eget Værelse, hvor jeg fandt Laoyeh.
Kromanden meddelte mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden, og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.
-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande. Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet. -Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt. Det gav et Ryk i Ida.
Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.
Mourier, der var rød og blussede, slog sin Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde: -Her er s'gu rart. -Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man kun er i sin egen Kreds. De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr. Christensen iskænkede Portvinen.
Jeg havde en Følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt, og saa blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg saá af og til paa ham gennem mine Øjenvipper. Da vi saa kom til en Stente, vilde han hjælpe mig, og hans Øjne var ganske svømmende!
Dagens Ord