Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 21. oktober 2025
Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet kende ham iblandt Menneskemængden. I
Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv. Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om nye Kræfter rørte sig i hende.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart. GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende. Ja, dengang! Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år. Han vil ikke tro, det er mig! GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde ! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind.
SIGURD. Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre. HJØRDIS. Hvad vil du? SIGURD. Fortælle dig en saga. HJØRDIS. Er den tung? SIGURD. Tung som livet selv. Ved du, at livet kan være tungt? SIGURD. Døm om det, når min saga er ude.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej?
Enhver af dem skyndte sig med at aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte vredt hen imod Smugleren: „Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!“ „Det er sandt nok,“ svarede Samuel roligt, „men hvad gør det?“
I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet, lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde, man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i sig selv.
HJØRDIS. Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. SIGURD. Ha, det gør du ikke. HJØRDIS. Det gør jeg! SIGURD. Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. HJØRDIS. Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende!
HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig ; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen. GREGERS. Gina? HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina? GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid? Er det Gina Hansen ?
Dagens Ord
Andre Ser