United States or Belgium ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting! Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene.
Det var jo Berta, den tid hun kom i huset. HJALMAR. Jeg synes, du 'skælver så i stemmen. Gør jeg? HJALMAR. Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så? Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig? HJALMAR. Er det sandt, kan det være sandt, at at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset? GINA. Det er ikke sandt.
Når alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde været mig en Glæde. Farvel. Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde være uforstyrret.
Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør.
»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster . . . . Hvad?
Gud fri mig, kanhænde halvhundrede år; og jeg i det tre og tyvende går! Det var mig en gladere bryllupsfest, om jeg stædtes til ro under mulde. Bergkongen red til herr Håkons gård; så klagelig rinde mine dage liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår. ret aldrig du kommer tilbage
Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om Stuen pludselig blev mørk og tom. „Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene. „Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han var selv ganske enig med Lena Tania havde endog set ualmindelig indtagende ud i Dag.
Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og spared så meget som muligt mine Fødder.
FALK. Jeg skal dig bladet skikke; der står om en, som fik, på skæbnens bud, sin gode friske kindtand trukket ud, fordi en fætter af ham led af tandværk. Der kommer presten! FRU HALM. Vil De se hvor mandstærk! STYVER. Fem, seks, syv, otte børn FALK. Det var ubændigt! FRØKEN SKÆRE. Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt! Velkommen, hjerteligt velkommen! STRÅMAND. Tak!
RELLING. Det var bra'; for inat var Molvik fæl. GINA. Er det sandt, Molvik? Molvik. La' os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg. Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De. GREGERS. Dæmonisk? RELLING. Molvik er dæmonisk, ja. GREGERS. Hm.
Dagens Ord
Andre Ser