Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 22. juni 2025
Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed.
Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning til det.
Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og glødende i min udmagrede Hjærne.
Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet.
Og jeg vet, at mindet om mig er det, som gir Helene den hemmelige kraft til at kjæmpe og lide derborte bak havet. For hun elsker mig idag som i vor barnom og tror paa mig, paa mit talent, paa min kjærlighet paa at jeg var en bedre skjæbne værdig. Men da er jeg jo noget for hende endnu ikkesandt, Jenny?» Hun svarte ikke. «Det er jo ikke bare det at bli elsket, som er lykken, Jenny.
Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre!
Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det , som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge. FRU INGER. Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne. OLAF SKAKTAVL. Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. Inger Gyldenløve, I har stærkt forandret eder.
Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed o en rædsom Hem'lighed! at saa grusomt ingensinde Himlen straffet har en Kvinde.» «Sandt! o Johnny!
I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tændt, hændte der mig regelmæssig følgende: Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, når jeg passerer hende.
Dagens Ord
Andre Ser