United States or Belgium ? Vote for the TOP Country of the Week !
Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om fornødent at foretage Arrestation.
Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så HEDVIG. Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt. HJALMAR. Hvad er det, han tar sig for, du? HEDVIG. Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget. HJALMAR. Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her ! Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
En ældre, graahaaret, distingveret udseende Herre som Andrey aldrig i sit Liv vilde have taget for en Spion traadte hen til ham og sagde i en høflig, men bydende Tone: „Vær saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!“ „Af hvilken Grund?“ spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev at gaa fremad. Den anden fulgte tæt efter ham. „Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej.
I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; kan hænde der er skellig grund for alle de hvasse ord, I sagde mig. MARGIT. Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag. KNUT. Gilde? BENGT. Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits Mand.
Sazepins Ansigt var højtideligt næsten sørgmodigt; idet Andrey nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk. „Tal!“ sagde Andrey. „Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han. Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.
De har bevist, æstetisk og forfatterligt, at al min lykke var en dåres tro, at det, jeg tog for alvor, det var latterligt; nu kræver jeg, giv mig igen min ro, men giv mig den foruden bræk og mén FALK. De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte? STRÅMAND. Ja, De har kastet på min vej en sten, en tvilens sten, som ikkun De kan løfte.
Men hun saa tydelig den Vej, hun nu burde gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.
Et Øjeblik fo’r der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted. De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et godt Stykke bag dem, spurgte Andrey: „Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“
Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste, han ventede at træffe paa dette Sted. Vagten traadte til. „Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har Adgangstilladelse til.“ „Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke synderlig Iver for at gaa sin Vej.
Hvad har jeg gjort? Er der noget, hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“ Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig. „Ja, gid jeg kunde, Tania!
Dagens Ord
Andre Ser