United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Aa, aa, ror mig ikke, be'er jeg ror mig ikke, be'er jeg, be'er jeg.... Laegens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos kun bleg var hun og hjalp. -De taaler at se Blod, sagde Laegen, der gik til den naeste. -Ja, svarte Tine blot og fulgte. Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han rallede. -Daek ham til, sagde Laegen og gik forbi.
Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. Lieutenant Appel var iblandt dem. Tine vilde ikke have kendt ham igen.
Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte Talen ind i Kokkenet. Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse.
Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i Loen Fodtrampen hjalp paa Takten saa Stovet stod op i det gamle Rum under de dinglende Lygter. Officererne kom ned og saa til i Doren. En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om Halsen. -En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun naeppe kunde staa og foer villig afsted med den naeste.
Mig satte hun ned paa Graesset, mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den hele O : Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du? -Fordi vi skal rejse, svarede hun. Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette.
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der fryser frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. Han svarede kort, i en Tone uden Liv. Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal endnu mere tonlost. Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
Saa saa hun Skovriderens Folk der paa den naeste Bakke jo, jo, det var dem . Hvor de sang! Og Tine lob ned og hjem. Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og Tallerkenklirren og Latter og Tale lod gennem Huset, naar Sofie gik ud og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af Maren; og ude i Gaarden lob glade Soldater hojrostet frem og tilbage.
Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse: -En ved virkelig ikke, hva' du taenker det er den lyse Morgen.... -De tor jo ikke mer ligge ene , sagde Maren kun med halv Foragt og smed sig i alle Klaeder, yderst paa Sengestedet. Maren kom ikke af Tojet mer. Det var naeste Formiddag: Tine gik bort fra Vinduet, da hun saa sin Moder komme gennem Gaarden. Hun vilde gaa bort blot ikke se hende.
Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort. Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille. Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen, gennem Doren mellem Sojlerne.
Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. Jeg haaber det, vi haabe det alle ; men Afgorelsen ligger i Guds Haand". Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen sagde med vidtopspilede Ojne: -Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.
Dagens Ord