United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !


Der sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med Ansigter, der tindrede af Forurettelse ... Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergæster Middagskaffe. De sad og stirrede sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem at vanhellige Stedet.

Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, ikke det mindste men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour , der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side.

En medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans Vindue vendte ind til Gaarden.

Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen? Nej ... Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende Glimt i Øjnene. Ja ... nej! sagde hun forvirret. Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring.

Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale.

Men frem af alt det graa dukkede den ene Aften efter den anden alle de Timer, da han havde siddet inde i denne Stue og mærket, at der dog var Nogen, der havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at være hos Mennesker. Og hver Søndag Aften syntes han, han havde saa meget at tale med dem om.

Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min Ven og jeg syntes om.

Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv. Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden. Her er Deres Brev, raabte han. Mit Brev?

Fru Weldon, der iagttog ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der bredte sig foran ham. I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig: "Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust, men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staarNiels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne.