United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !


En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen.

To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste. Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden.

»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.« »Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det var Nicolai.« »Nicolaiudbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var det «

»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til NøddeboSaa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen.

Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine Lungers fulde Kraft: »Paa Landet i den stille Vraa Studentens Ankomst er en Fest, Men, smukke Glut, pas bare paa, Han bliver Dig saa dyr en Gjæst, Du gjerne ham vil beværte Om lidt han be'er, Men tager meer, Indtil i dit aabne Hjerte Fundet han har sit Qvarteer

Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den.

Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: »Holder Duog hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank! Det var dog et ganske mageløst Veir!

Vaaningshuset, som vi kjørte forbi, havde en fortryllende Beliggenhed og var omgivet af en stor indhegnet Plaine med smukke Trægrupper, der ikke ubehageligt mindede om en engelsk Park; ligeledes var den lille By for Arbeiderne ved Plantagen anlagt med særegen Orden og Nethed.

Men selv om vi havde Penselen og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den dybe Ro til at samle Sligt maa sees og føles. Fra dette Sted kjørte vi endnu et

En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne der sidder tre Krager paa den ja nu fløi de bort men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo