United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !


Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet. Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger. Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat.

Og de gik ind i Huset og Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land.

Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun. -Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede. Lunds gik hjemad. Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager. ... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom. Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.

Og den ældste Datter løb. -Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt. -Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet. De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage Skridt frem og Skridt tilbage.

Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: Ja Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre. Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne: -Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, netop tilpas....

Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian, han havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer. Ned ad Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede under Byrden.

Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hensunken i Tanker. De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Understrøm gennem hans Ørkesløshed.

Toget svingede. De var borte. Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe. Han var seksten Aar.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte: -Er der nogen syge hos Baronens? -Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag. Den Gamle havde stotret i det: -Ja saa der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt : Godmorgen. Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.

Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder. Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag. Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til Haandtryk under Livets Sommerfugl. Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen. -Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og Kærlighed.