United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !


Naar vi bare havde en Violinist i Truppen men, det er jo sandt, og hun lo, Charlot spiller jo Violin. -Charlot hent Deres Violin. Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen. Da de havde spillet noget, nikkede hun. -Men det gaar jo rigtig det gaar jo helt godt. -Men rigtigt. Charlot. Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt. -Godt Charlot.

anmodet om. Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige Kommissarier at staa til Munds baade med hannem og de andre og vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til at gjøre denne Bekjendelse.

-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal. Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra Tinding til Tinding. Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt. -Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke? Tæppet gik op.

Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte: "Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte. "Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved. Høg kom lidt efter. Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København.

-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos Degnens. -Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet paa sit Hoved. Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos Skolelærerens undtagen Sengene.

Naar han nikker med sine Øjenbryn, eller naar Hera bevæger sig paa sin Trone, saa ryster den høje Olymp. Men Samlivet mellem dem er ikke godt. Zeus klager over sin Hustrus stride og halsstarrige Sind og kalder hende fræk uden Lige. Undertiden gaar det til Haandgribeligheder, som dengang Zeus bandt hendes Hænder, fæstede 2 Ambolte ved hendes Fødder og hængte hende op mellem Himmel og Jord.

Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen. Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole. "Hvad vil Du?" sagde hun. "Hvorfor blæser de?" spurgte han. "Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede. "Nu sover Aage," sagde Nina. "Hvad siger Du?"

Derpaa sagde hun stille og varmt, som fødtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ... og hun tog en af Herredsfuldmægtigens Hænder og klappede den, medens hun talte: Tak lille Isidor, sagde hun fordi Du tænker saa kærligt paa Børnene og mig ... Men det er Nils , der trænger til Hensynsfuldhed nu, da alt er styrtet sammen om ham.

Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane.

Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar: -Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet. Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i Kjærs Ansigt. -Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.